Hilsen fra mit iskolde vikariat i Ittoqqortoormiit

En beretning om at være i et vikariat på et sundhedscenter i Nordøstgrønland. Om hvordan jeg måtte lære, at tage røntgenbilleder, behandle ’dårligt vejr’, være virkelig tålmodig med EPJ, behandle anafylaksi via telefonen og at lade og affyre et gevær.

Skrevet af Jørgen Villumsen, anæstesisygeplejerske på Gentofte Hospital

Foto 1: Ittoqqortoormiit i slutningen af oktober lige før den første sne faldt.

Første søndag i advent

Det er første søndag i advent og i kirken er store som små mødt op i deres nationaldragter. Det er meget festligt… altså, når man endelig er kommet ud af overtøjet, for udenfor er der 20 minusgrader og vinden suser. Til eftermiddag var der tænding af juletræet, og det så ud som om 2/3 af befolkningen var mødt op.

Efter en kort tale, blev lyset tændt og porten til brandstationen slået op. Herinde i varmen var julemanden gået i skjul og nu var der uddeling af slikposer til børnene, så skægget måtte lige på plads i en fart.

Det gælder om at være til stede når der endelig sker noget, for det er første gang i den måned, jeg nu har været her, at der er lidt opløb.

Hvorfor Ittoqqortoormiit?

Hvordan var det nu jeg fik den idé at tage herop? Tjaa … Ittoqqortoormiit, har så’n en eksotisk klang i mine ører. Jeg forestillede mig noget med, at herfra kan man ikke komme længere ud i ’udkants-Grønland’, at isbjørnene vandrer rundt i gaderne og at arbejdsopgaverne må være mangfoldige og udfordrende. Jeg fik ret i det meste. Man kan i hvert fald ikke komme længere ud i provinsen end her!

Turen fra Danmark går over Island, tager to dage og involverer ikke mindre end 4 flyselskaber. Til min overraskelse kom jeg hertil fuldstændig glat og endda lidt før planlagt. Hvis man skal til Nuuk kan det nemt tage 3 rejsedage, så vi er virkelig langt ude.

Isbjørnepatrulje

At isbjørnene vandrer rundt i gaderne er en lille overdrivelse, men kun en lille, da man rent faktisk KAN møde en bjørn i byen – selv om det ikke sker så tit. Der bliver kørt isbjørnepatrulje hver morgen, så man ved om børnene trygt kan sendes i skole. Man tilrådes at være bevæbnet når man bevæger sig udenfor bygrænsen og det anses for meget upassende (og meget dumt) ikke at leve op til dette. Heldigvis er det sådan at sundhedscentret har en riffel og ammunition som man kan låne, hvis ellers man kan betjene sådan én. Det hjalp den flinke politibetjent mig med at få på plads – tingene er ikke så indviklede her.

Foto 2: Her sidder jeg og danner mig et overblik over byens eneste apotek. Bemærk vores riffel, som altid er god at have ved hånden.

Visse ting er lettere, andre er ikke…

Det er heller ikke indviklet at blive ansat. En telefonsamtale og en ansøgning, så havde jeg stort set en aftale om et vikariat i november og december. Det blev omhyggeligt pointeret, at man ikke skal forvente, at der kommer en læge hertil, og det giver unægtelig en anderledes indgang til arbejdet. Jeg tænkte, at gode kolleger og en telefon kan løse op for rigtig mange vanskeligheder. Og dér har jeg også fået ret. Det tilstræbes at der altid er en sygeplejerske fra lægeklinikken i Nuuk her på pladsen, og de er oplært i mange funktioner vi ikke er vant til fra Danmark. Daglig konference med overlæge i Nuuk sikrer det faglige niveau, ligesom der findes en masse standardbehandlinger man kan støtte sig til. Brugsvejledninger til fx røntgenapparatet er dog ofte helt mærkelige, men når vi er flere om at stave os igennem dem, går det alligevel. Helt bogstaveligt fik vi ret hurtigt styr på, at Røntgen-apparatet fungerer bedst, hvis vi sætter strøm på alle delene. Den ene knap var blevet ’væk’ under et bjerg af vejledninger, så den var godt gemt.

Foto 3: Sundhedscentret, med den røde ’ambulance’.

EPJ er et kapitel for sig. Cosmic, som bruges her, kan udmærket måle sig med Sundhedsplatformen i bøvlet håndtering og prøv så at tilsætte et aldeles langsomt og upålideligt internet! Vi er rørende enige om, at selv Postnord er hurtigere end denne forbindelse.

Dårligt ’vejr’

Her først på vinteren er der masser af forkølelse og snot. Feber, hoste og vejrtrækningsproblemer fylder en del i klinikken og kunsten er at frasortere åbenlyse virale infektioner. Rigtig mange er gode til at tale dansk, men når de klager over ’dårligt vejr’, har det intet med udetemperaturen at gøre, men derimod besværet vejrtrækning. -Tror faktisk jeg kom til at fnise lidt, første gang jeg hørte det.

Telefonisk førstehjælp

Forleden nat blev jeg ringet op fra den lokale lufthavn, som ligger 40 km væk, fordi en ansat havde fået en allergisk reaktion og havde det meget skidt. Det var ikke første gang personen havde fået en anafylaktisk reaktion, så Epi-pen og antihistamin var allerede i spil, men ikke med tilfredsstillende resultat. Så jeg måtte, siddende på min sengekant, dirigere lufthavnschefen til at injicere yderligere adrenalin og måle værdier, hvilket han klarede til UG og patienten fik det hurtigt bedre.

Foto 4: Udsigt over fjorden.

Tre laryngoskoper og en stendød sprøjtepumpe 

Det er ikke meningen der skal ydes anæstesiologisk assistance i Ittoqqortoormiit, men jeg synes det er rart at have udstyret i orden, hvis der alligevel skulle blive brug for det. Og hvad har jeg så at gøre godt med? Tre laryngoscoper, hvoraf det ene virker – rigtig godt endda –  en sprøjtepumpe som er stendød, en 1. generations Propac monitor som virkede da jeg prøvede den, men siden har strejket, masser af tuber i størrelserne fra 3,5-6,0, to infusionspumper og 10 x 50 ml Propofol. Det bliver der rettet op på. Så indtil da håber jeg ikke, at nogen kommer så alvorligt til skade at de får brug for anæstesi på et tidspunkt, som under en snestorm, hvor evakuering til Nuuk ikke lader sig gøre. 

Foto 5: Så er hundeslædesæsonen åbnet.

Frisk pust i hverdagen

Naturen er fantastisk heroppe med fjord og fjelde og efterhånden også masser af sne. Solen lod sig sidste gang se d. 23/11 og perioden op til var præget af langtrukne solopgange, som nærmest gik direkte over i lige så langtrukne solnedgange. Når man kun ser toppen af solens bane, er den meget flad og kommer kun lige over horisonten ved middagstid. Perioden efter sidste opgang, var næsten endnu flottere, da solen var lige under horisonten i timevis. Det gav rød/orange farver på den sydlige himmel og lyseblå og sart rosa farver i nord. Så var det med at komme ud og nyde naturen selv om termometeret viste 12 minus.

Foto 6: Himlen mod syd.
Foto 7: Himlen mod nord.

Jeg kan kraftigt anbefale et vikariat i Grønland for, rent bogstaveligt, at tilføje hverdagen et frisk pust og nye faglige udfordringer. Det behøver ikke være så vildt som beskrevet her, for naturen er lige fantastisk i hele Grønland. … og så fik jeg endda slet ikke fortalt om nordlyset!

Foto 8: Spor fra bjørnen, der var forbi i nat.
Print Friendly, PDF & Email