Nyt fra FSAIO´s bestyrelse

Nyt fra FSAIO´s bestyrelse v/ Dorte Söderberg

Dorte Söderberg er anæstesisygeplejerske på Odense Universitetshospital og Formand for FSAIO.

Solen skinner, himmelen er blå, træer og blomster springer ud, og man kan næsten ikke undgå at blive lidt glad, selvom der er nok at være bekymret over.

Da jeg ved nytårstid kiggede i min kalender for foråret 2020 var den pænt fyldt op af arbejde (selvfølgelig, når man arbejder på fuld tid), men også af møder og arrangementer og ikke mindst FSAIO’s forårslandskursus, som var planlagt til 25-26/3. Det er et stort arbejde at få sådan et kursus strikket sammen og få alle aftaler i hus, og vi glædede os over stor interesse og tilslutning fra deltagere, undervisere og udstillere.

Coronaens fremmarch ville det anderledes. Hverdagen blev pludselig ændret for os alle. Vi har set, hvordan vores kolleger rundt om i verden har arbejdet under helt umenneskelige vilkår. Corona kan ramme alle uden smålig skelen til etnicitet, økonomisk formåen, uddannelse, religion og sundhedsvæsen.

Indenfor både anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejen i Danmark blev hverdagsstrukturen anderledes. Intensivsygeplejerskerne skulle pludselig lære nogle af deres kerneopgaver fra sig og berede sig på en masse ”gæstearbejdere”. For at være klædt på til at passe syge COVID-19 patienter skulle anæstesi- og opvågningssygeplejersker gennemgå et ”crash course” i intensiv sygepleje, værnemidler, lejring og dokumentation, og vi fik også en eller flere følgevagter. Bliver man intensiv sygeplejerske af det? Nej, selvfølgelig ikke. Det er jo ikke tilfældigt, at en specialuddannelse i intensiv sygepleje tager 2 år. Men vi blev bedre klædt på til at indgå i et teamwork på intensiv.

Hvor meget vi har været brugt, har været meget forskelligt fra region til region og fra hospital til hospital. Mere om det senere.

Har vi lært noget?

Her må svaret vist være ja.

Vi har blandt andet lært, at ting faktisk godt kan laves om i sundhedsvæsenet – især uden konsulenter og tunge bureaukratiske lag. Jeg vil også vove den påstand, at samarbejdet afdelingerne imellem er blevet bedre, fordi man nu kender hinanden og hinandens opgaver lidt bedre. Lad os holde fast i det gode samarbejde.

Al den læring har haft sin pris. Omkring epicentrene har sygeplejerskerne været udfordret af lange vagter, ukendte arbejdsplaner, at arbejde i fremmede omgivelser med nye opgaver og nye kolleger samt at arbejde med værnemidler som en central disciplin. Mange har gået på arbejde med ondt i maven og en bekymring for ikke at slå til.

Andre steder i landet har man gået og været klar – der har været en stemning af ”stilhed før storm”, som så ikke er kommet endnu. Det kan give en vis mathed i motivationen.

Der bliver meget, der skal tænkes over, diskuteres og evalueres, når corona virussen ikke er en fare for vores samfundsorden længere.

Den fleksibilitet, som vi som sygeplejersker har udvist, høster stor anerkendelse og respekt i befolkningen. Vi spiller bolden videre til DSR, når der skal tales om en mere håndgribelig kompensation for at være omstillingsparate og stå i første række ved COVID-19 patienternes senge.

Vi glæder os til at vende tilbage til hverdagen igen – til den almindelige travlhed – hvor der alligevel er plads til fagligt nyt, inspiration og sparring med kolleger fra hele landet som eksempelvis på FSAIO’s forårslandskursus 2021.

 

Print Friendly, PDF & Email