Specialuddannelsernes planlægning og gennemførelse – udfordringer og konsekvenser under COVID-19

Pernille Madsen er intensiv sygeplejerske og uddannelsesansvarlig på Hvidovre Hospital, Hvidovre og Amager Hospital. Pernille Madsen sidder i FSAIO´s bestyrelse.

Skrevet af: Pernille Madsen, FSAIO

I forbindelse med COVID-19 blev de uddannelsesmæssige aktiviteter for mange af vores kursister, som er i gang med deres specialuddannelse til enten anæstesi- eller intensivsygeplejerske, sat på stand by her i april og maj måned. Der var hårdt brug for deres kompetencer og hænder i klinikken, da vi skulle øge den intensive sengekapacitet meget betydeligt over hele landet tilbage i marts måned.

For intensivkursister, deres skulle have startet deres teoretiske uddannelse i april, betød det, at deres uddannelse blev udsat i 6 måneder, da det ikke ville være muligt at starte uddannelse midt i sommerperioden, hverken for kursister, undervisere eller for de kliniske uddannelsesafdelinger.

Andre kursister fik afbrudt eller udskudt deres eksterne kliniskeuddannelsesperioder og deres teoretiske modulkurser. Også introduktionstemadagene måtte aflyses.

De kursister, som skulle afslutte deres uddannelse her til sommer, fik umiddelbart også forlænget deres uddannelser, da undervisningen på de afsluttende moduldage selvfølgelig  ikke kunne finde sted, og det har også været meget forskelligt, om det har været muligt at tilbyde dem opgavevejledning til udarbejdelse af deres afsluttende opgave på specialuddannelsen.

Mange anæstesikursister med intensiv baggrund har været trukket hjem til intensiv, mens andre af deres medkursister har kunnet bedøve, men uden formelle uddannelsesaktiviteter. Fælles for alle kursister er, at deres uddannelse slutter 2 måneder senere end planlagt.

Den kliniske uddannelse i form af vejledningsdage og arbejde med kompetencekort har det i stor udstrækning heller ikke været muligt at gennemføre, og der forestår nu et større (planlægnings-) arbejde i forhold til, at indhente noget af det aflyste, for vores kursisters skyld og for sundhedsvæsenets skyld.

Med COVID 19, står det nu endnu mere lysende klart i hvor høj grad vi har brug for specialuddannede intensivsygeplejersker med de kompetencer, de besidder. Forløbet har også vist, at vi ikke havde klaret det så godt på intensiv uden forstærkning fra anæstesi- og opvågningssygeplejersker samt anæstesikursister.

I tiden efter, som vi forhåbentlig er kommet til nu, kommer anæstesi- og opvågningssygeplejersker også til at skulle arbejde hårdt hjemme i egen praksis, for at alle de patienter, som har fået aflyst deres operationer, kan blive opereret.

Dette kræver en fælles indsats og prioritering, så vi ikke kommer til at opleve en nedgang i antallet af specialuddannede sygeplejersker – det kunne blive katastrofalt for vores sundhedsvæsen.

Beredskab handler ikke kun om værnemidler, men også om at sørge for at de nødvendige sygeplejefaglige kompetencer er tilgængelige. Og nej, man bliver ikke intensivsygeplejerske på 4 timer eller 3 dage, men vi havde ikke klaret det uden alle jer, som trådte til og stadig er der og som gør en fantastisk indsats under supervision af specialuddannede eller næsten specialuddannede intensivsygeplejersker.

Print Friendly, PDF & Email