Nyt fra redaktionen

Generalforsamling og rokade i redaktionen

Dråbe-Nyt har netop rundet sit andet leveår og begynder så småt at have etableret sin egen identitet. Overgangen fra papir- til onlineformat har været utrolig spændende, lærerig og ikke mindst krævet masser af arbejde. Takket være de mange gode og relevante bidrag fra klinikere landet over, har det været muligt at publicere mere end 60 forskellige praksisnære artikler, heraf 40 udgivet i 2020.

Udover den flittige respons redaktionen får fra klinikere, der ønsker at dele deres viden igennem Dråbe-Nyt, fornemmer vi også en stigende anerkendelse i form af den stødt voksende skare af følgere, Dråbe-Nyt har på Facebook. Et antal, der i skrivende stund er oppe på 632! Sideløbende oplever Dråbe-Nyt også en tiltagende interesse fra industriens annoncører, der ønsker at komme i kontakt med vores meget dedikerede målgruppe.

På generalforsamlingen den 15. marts – 2021 fik Dråbe-Nyt godkendt sine nye vedtægter. En række vedtægter, der både af navn og af gavn afspejler en ny virkelighed hvor det oprindelige Dråben Danmark vil leve videre som Dråbe-Nyt.

På samme generalforsamling præsenterede redaktionen en rokade, hvor Louise Munk efter to år som ansvarshavende redaktør, overdrog posten til Louise Petersen. Louise Munk bliver fortsat i redaktionen, men altså uden at være ansvarshavende.

Louise Petersen er opvågningssygeplejerske på SUH Køge og har været medlem af redaktionen siden 2019. Med sin overtagelse af posten som ansvarshavende redaktør, er Louise med til at betræde helt ny jord. Som opvågningssygeplejerske bliver hun nemlig den første blandt hidtidige redaktioner for hhv. Dråben Danmark og Dråbe-Nyt, der repræsenterer opvågningsspecialet. Fra Louise Munk skal der lyde et Stort Velkommen! Vi glæder os rigtig meget til få meget mere indblik i hvad der rører sig på landets opvågningsafdelinger.

Sidst men ikke mindst vil vi som redaktion gerne understrege, at der fortsat er plads til nye medlemmer. Skulle du gå med en spirende lyst til at indgå i redaktionsarbejdet, håber vi at høre fra dig. Vi søger altid at præsentere os bredt, både hvad angår geografi og alle 3 specialer. Tøv derfor ikke med at kontakte os, hvis du kunne være nysgerrig og ønsker at høre mere om redaktionsarbejdet.

De bedste hilsner og på genhør

På Vegne af Redaktionen

Louise og Louise, ansvarshavende redaktører (tiltrædende og afgående)

Louise Linding Petersen, opvågningssygeplejerske og tiltrædende som ansvarshavende redaktør.
Louise Munk, anæstesisygeplejerske og afgående fra posten som ansvarshavende redaktør.
Annonce
Tidligere artikelHold fast i din mentale sundhed og trivsel under coronakrisen
Næste artikelPositive bivirkninger af COVID-19 vaccine