Sygepleje og akutte tilstande – ny bog fra FADL’s forlag

Dette sygeplejeværk består af 19 kapitler og fører læseren gennem den akutte sygepleje, lige fra den præhospitale indsats, til sygepleje i akutmodtagelsen og sygepleje på intensivafsnit. -Du har nu mulighed for at blive den heldige ejer af et eksemplar af bogen. Se nederst ii indslaget hvordan.

Anmeldelse skrevet af: Lotte Stentoft Dahl, uddannelsesansvarlig sygeplejerske og intensiv sygeplejerske, Regionshospitalet Randers.

Bogen dykker ned i forskellige aspekter af akutte tilstande og er en fin indføring til kursister, studerende og andre, som ønsker indsigt i de forskellige nicher i akutsygepleje, som man møder på intensivafsnit. 

Bogen kommer i flere kapitler ind på ABCDEtankegangen, og læseren føres omkring sygepleje til den bevidsthedspåvirkede patient, den akut respiratorisk påvirkede patient og den cirkulatorisk påvirkede patient. Andre kapitler dykker ned i sygeplejen til det akut syge barn, den multitraumatiserede patient, samt akutte tilstande inden for en række organsystemer som fx. det abdominale og endokrinologiske område.

Selv om bogen henvender sig bredt inden for den akutte sygepleje, er den et godt bud på en allround introduktion til den nyansatte kursist eller sygeplejestuderende på intensivafsnit. Bogen præsenterer aktuelle tendenser inden for pleje og behandling i akut sygepleje. Afsnittet om intensiv sygepleje beskriver, hvordan sygeplejen på intensivt afsnit er kompleks, foranderlig og specialiseret. Afsnittet beskriver, hvordan teknisk snilde og klinisk beslutningstagning går hånd i hånd med omsorg for både patient og pårørende. 

Begreber i sygeplejen
De tre begreber fra sygeplejerskeuddannelsen anno 2016: klinisk beslutningstagen, klinisk lederskab og patientinvolvering er gennemgående ledetråde i bogen.

Bogens kapitler er bygget op med faktabokse, cases og kliniske bokse samt refleksionsspørgsmål, som gør kapitlerne overskuelige og konkrete på et højt fagligt niveau. 

Kapitlerne er skrevet af forfatterne med specialeerfaring inden for de respektive område og redigeret af Steen Hundborg, som også har redigeret de tre foregående bind i serien om Klinisk beslutningstagen, Klinisk lederskab og Patientinvolvering.

Konkurrence

Hvis du vil vinde et eksemplar af bogen til din afdeling, så gå til vores Facebookside og skriv hvorfor netop I fortjener bogen. Vi udvælger vinderne den 24.3.2021

God læselyst – Du kan købe bogen her.

Annonce
Tidligere artikelIntet er som før
Næste artikelTrykaflastning hos det bedøvede barn