Fra angst til tillid – En vigtig opgave for anæstesisygeplejersken når børn skal bedøves

Børn er en kompleks patientkategori indenfor anæstesien. Det kræver derfor god forberedelse for anæstesisygeplejersken der skal modtage barnet, som skal bedøves. Det er velbeskrevet, at børn har højere risiko for at opleve præoperativ angst, og at det kan have store konsekvenser for barnet, hvis anæstesipersonalet ikke formår at forebygge denne angst.

Skrevet af: Rikke Guldager Nonboe Madsen, Anæstesisygeplejerske. Mail:rikke1@guldagernonboe.dk

Baggrund

“Det har været interessant at opleve, på hvilken måde der opbygges tillid og tryghed hos børn vi møder på operationsstuen og hvor forskelligt det kan være fra anæstesiafdeling til anæstesiafdeling”.

Tillidsopbygningen samt trygheden i forløbet på operationsstuen inden barnet bedøves, kan være meget forskellig. Hvorvidt barnet fremstår angst, er således forskelligt fra barn til barn. Hvordan der skabes tillid og tryghed er en spændende udfordring, med specielt fokus på de non-farmakologiske redskaber (NFR), som anæstesisygeplejersken har til rådighed.
Jo yngre barnet er, desto større er risikoen for præoperativ angst. Tidligere erfaringer fra operationsstuer og nervøse forældre ses også som en prædiktorer. Der ses endvidere fysiologiske problemstillinger i form af den stressrespons, som også opstår ved kirurgi og anæstesi (2).
[su_box title=”Faktaboks, Præoperativ angst:” style=”soft” box_color=”#808c91″ title_color=”#0a0909″ radius=”4″]Præoperativ angst defineres som den angst, der kan opstå fra barnet træder ind på operationsstuen og til det er bedøvet. Det kan få fysiologiske problemer til følge, bl.a. søvn- og spiseforstyrrelser, nattevædning, gråd, mareridt, temperamentsudbrud og separationsangst (1).[/su_box]

Formål

Formålet med artiklen er at beskrive hvilke NFR anæstesisygeplejersken kan gøre brug af, i forbindelse med generel anæstesi til børn i alderen 2-7 år, for at skabe tryghed og tillid og dermed minimere den præoperativ angst.

Metode

Gennem et litteraturstudie med en systematisk søgning på Pubmed, Google Scholar og bibliotekernes database, er der lavet en komparativ analyse af fire udvalgte kilder. Analysen er opdelt i tre temaer: Tryghed og Tillid, Forståelsen for det enkelte barn og Forældrene som non-farmakologiske ressourcepersoner.

Artiklen er baseret på en afsluttende opgave i specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje.

Resultater

Tryghed og tillid
Det er vigtigt, at der er en primær person omkring barnet, som formidler kontakten og skaber et tillidsfuldt forhold til både barn og forældre, for at reducere den angst som kan opstå. Det at anæstesisygeplejersken har et godt fagligt fundament og kendskab til barnets kognitive og fysiske udvikling, er afgørende for at kunne planlægge og tilpasse den non-farmakologiske tilgang. Vi skal som anæstesisygeplejersker kende de NFR, f.eks legetøj som sæbebobler, IPads og bamser vi har til rådighed og sørge for at holde os opdaterede inden for dette område.

Jean Piaget beskriver, iflg. Grønbæk Hansen (3), at barnet i den præoperationelle periode udvikler sin mentale repræsentation samt sit sprog. Tænkningen kommer før sproget og er ifølge Piaget meget mere end sproget. Det kan komme til udtryk ved, at barnet har en klar opfattelse af hvad der skal ske på operationsstuen, baseret på tidligere negative erfaringer og barnet nu præsenteres for en ny tilgang. Barnet vil forsøge at tilpasse de erfaringer det allerede har og herefter ændre dets kognitive struktur, så de nye positive oplevelser får plads.
Leroy et al. (4) beskriver, hvordan man ved hjælp af den non-farmakologiske teknik, de kalder ’step-by-step preperation’, kan skabe tryghed for barnet, som skal bedøves. Barnet skal forsøge at beskrive specifikt, hvad det er utrygt ved. Anæstesipersonalet kan nu præsentere barnet for det, som det er mindst utrygt ved. Det kan f.eks. være masken som skal benyttes ved induktion. Hvis det ikke virker, må anæstesisygeplejersken ændre taktik og måske starte med at blæse sæbebobler
Ahmed et al. og Krauss & Krauss (5 og 6) beskriver, at det har vist sig gavnligt, at barnet kun har kontakt til én person som skaber et tillidsfuldt forhold under induktionen. Et stort antal personer på stuen kan bidrage til udvikling af præoperativ angst. Risikoen kan minimeres ved, at personalet på stuen har lavet en aftale om, hvem der skal være til stede, når barnet kommer ind og hvem der skal have kontakten til barnet. Forfatterne beskriver desuden, at det kan have et positivt udfald, hvis man leger med barnet og på den måde skaber en relation. Distraktionsstrategier er noget som kilderne beskriver som værende yderst effektivt, når barnet skal bedøves. Her er det vigtigt at fange barnets nysgerrighed. Er barnet nysgerrigt vil det lettere kunne samarbejde. Det er specielt brugen af IPad og mobiltelefon, der har vist sig gavnlig. Observation af barnets følelsesmæssige tilstand eller engagement, hvor barnets nysgerrighed fanges, er begge vigtige redskaber til at opbygge tillid.

Forståelsen for det enkelte barn

Barnet er meget intuitivt i den præoperationelle periode og baserer alt på sanseindtryk, i følge Piaget (3). Det kan f.eks. være, at barnet ser masken og prøver at finde ud af hvad dens funktion er, eller udviser utryghed pga. manglende forståelse for objektet.

Eksempler på NFR, privatfoto.

Barnet kan også have en form for magisk tænkning, hvor det tror at f.eks. onde eller gode tanker kan have direkte konsekvens på det som sker omkring det.

Det at få barnet til at fortælle, hvad det ønsker sig i fødselsdagsgave, eller hvad det vil være når det bliver stort, kan være med til at skabe positive tanker.

 

 

Barnet er i denne periode præget af egocentrisme og opfatter kun verden ud fra eget perspektiv. Leroy et al. (4) har i deres artikel beskrevet vigtigheden af, at fagpersonerne omkring barnet udvikler deres non-farmakologiske erfaring ved hjælp af nye og bedre træningsprogrammer. En af de NFR som kan være med til at skabe trygge rammer, er det som kilden beskriver som ’Fortæl- og vis teknikken’, hvor anæstesisygeplejersken beskriver den enkelte procedure for barnet og demonstrerer det visuelt ved at vise genstanden.
I Krauss & Krauss’ (6) artikel lægges der ligeledes stor vægt på, at personalet har erfaring og træning i at interagere med det stressede og angste barn. De bruger begrebet monitorering om denne teknik. Begrebet betyder at sundhedspersonen kan aflæse den feedback barnet giver, og handle på det med de NFR, der er til rådighed.

Forældre som non-farmakologiske ressourcepersoner

Forældrenes tilstedeværelse på operationsstuen når barnet skal bedøves, er en uundværlig non-farmakologisk ressource. Leroy et al., Krauss & Krauss og Ahmed et al. (4, 5 og 6) har alle beskrevet, hvor vigtigt den familiecentrerede tilgang og forældrenes berettigelse på stuen er. Det at der bliver skabt en god relation til forældre og barn har stor indflydelse på forløbet, da det utrygge barn ofte vil søge sine forældre. Det er et udtryk for graden af angst hos barnet, i forhold til hvor aktivt det deltager i det, som sker på stuen.

Det er vigtigt at anæstesisygeplejersken ser forældrene som en ressource og involverer dem fra de træder ind. Det kan være, at barnet helst vil sidde hos mor eller far, og at anæstesisygeplejersken ved hjælp af forældrene får sat monitorering på barnet. Det kan evt. være ved at vise, hvordan det skal sidde og hvad der sker på monitoren, hvis mor eller far får den på først, og derefter prøve om barnet har lyst til at se hvad der sker, når det selv får det på.

Den gode forberedelse af barn og forældre er også vigtig. Det at de hjemmefra har modtaget en god information om indgrebet og bedøvelsen, har vist sig at være en fordel.

Implikationer for praksis

I praksis vil det for anæstesisygeplejersken være gavnligt at holde sig opdateret om hvilke NFR der er, og hvilken udvikling der er indenfor området. Det kan f.eks. være brugen af app’s på iPad, hospitalsklovne, musik og legetøj.
Udviklingen og erfaringen kan også ske ved hjælp af undervisning af specialister indenfor børn og børneanæstesi. Der findes adskillige undervisningsvideoer til sundhedspersonale, der har med børn at gøre.
Forældrene er og bliver en uundværlig ressource i de fleste situationer, når barnet skal bedøves og det må tilstræbes at skabe en god og konstruktiv relation til dem.
Anæstesisygeplejerskens vigtigste opgave i mødet med barnet, er at få opbygget et tillidsfuldt forhold og være opmærksom på, om barnet virker utrygt eller angst. Hvis det er tilfældet, skal der handles på det og ændres retning.

Referencer

1.Yuki, Koichi og Daaboul, Dima G. (2011): Postoperative Maladaptive Behavioral Changes in Children. I: M E J Anesth, nr.21, 2011, side 183-192.
2. McCann, Mary Ellen og Kain, Zeev N. (2001): The Management of Preoperative anxiety in children: an update. I: Anesth Analg, nr.93, 2001, side 98-105.
3. Grønbæk Hansen, Kirsten (2003): Tænkning og sprog. Kap.7. I: Brørup, Mogens og Hauge, Lene og Lyager Thomsen, Ulrik (2003); Den nye Psykologi Håndbog. Nordisk Forlag. 2.udgave, side 131-163.
4. Leroy, Piet L. et al (2016): Beyond the drugs: Non-phamacological strategies to optimize procedural care in children. I: Curr Opin Anesthesiol nr. 29, 2016, side 1-13.
5. Ahmed, I. Mohammed et al (2011): Preoperative Anxiety in Children Risk Factors and Non-pharmacological Management. I: M E J Anesth nr.21, 2011, side 153-170.
6. Krauss, Benjamin A. og Krauss, Baruch S. (2019): Managing the Frightened Child. I: Annals og Emergency Medicine nr.74, 2019, side 30-35.

Print Friendly, PDF & Email
Annonce