Skrevet af: Heidi Fuglsang, Anæstesisygeplejerske. Thoraxanæstesiologisk afdeling, Rigshospitalet.
Det var med lige dele spænding og glæde, at jeg modtog opkaldet om, at jeg havde fået en plads på holdet af læger og sygeplejersker, som skulle til Slovakiet hen over påsken. Missionen var opstået i kølvandet på den enorme 2. bølge af Covid-19, landet var blevet overrumplet af og som syntes uden ende.
Konsekvensen er et sundhedssystem og et sundhedspersonale i knæ, som havde brug for hjælp.
Danmark og Belgien rakte en hånd ud – og den hånd blev modtaget af hospitalet i Banská Bystrica, en middelstor by ca. 2 timer fra Bratislava. En tidligere mineby med levn fra den rigdom – men også fra tiden som en del af Sovjetunionen.
Hospitalet bar især præg af sidstnævnte, men havde en intensivafdeling som var nyrenoveret – og stod rimeligt skarpt.
Holdet vi skulle ned og afløse, havde fået defineret deres arbejdsopgave til at passe 3 intensive patienter – hvilket svarede til et observationsafsnit. Vi var organiseret i teams bestående af 2 til 3 intensiv- eller anæstesisygeplejersker og en læge, med blandede nationaliteter.
Hele døgnet blev vi supporteret af frivillige, som kunne tolke for os, enten til det slovakiske personale, patienterne eller når vi skulle have oversat russiske bogstaver fra et medicinglas. Disse skønne mennesker med alle mulige baggrunde, og som aldrig havde sat fod i et intensivafsnit før – var uundværlige på så mange planer.
Frygten for Covid-19 fylder meget hos den slovakiske befolkning, hvorfor der også er gjort mange forebyggende tiltag på hospitalet, som på os virkede overforsigtige og uforståelige. Der var fx mangel på lagner på intensiv, fordi de kasserede lagner som coronapatienterne brugte, i stedet for at sende dem på vaskeriet. Aftagning af værnemidler og patienttransport var desuden et kapitel for sig!
Patienterne adskilte sig (naturligvis) ikke fra de danske, og vi kunne i ”vores” OBS-afsnit passe patienterne som vi gør herhjemme.
En ting som især stak ud og adskilte de danske og slovakiske Covid-19–patienter var indlæggelsestiderne på intensiv. I Danmark er gennemsnitsliggetiden 11 dage, imens den er ti dage længere i Slovakiet. Det er i sagens natur et problem i et sundhedsvæsen under pres, hvor man er afhængige af et vist flow, for at få plads til nye patienter.
En af grundene til de lange indlæggelsestider er, at patienterne er sederet meget tungere end vi normalt ser hos os. Desuden ligger de slovakiske patienter meget af tiden fladt på ryggen, imens vi herhjemme gør en dyd ud af at mobilisere så meget som muligt.
“Man skulle måske ikke syntes det er raketvidneskab at de to ting til sammen ikke gør noget godt for patienterne, eller for flowet på intensivpladserne. Det er jeg ret sikker på de slovakiske læger og sygeplejersker i princippet godt ved – men der er jo som regel en mening med galskaben”
For imens vi 3-4 personaler gik og passede 3 patienter i vores lille “luksusverden”, så gik der én eller to intensiv sygeplejersker og passede de samme patienter i OBS’en ved siden af… Der var måske hjælp fra en sygeplejerske fra et sengeafsnit på en god dag, men ingen portører til at komme og vende eller hjælpe ved et bundskift. Derfor er det netop ikke muligt at have halvvågne patienter, som skal suges konstant og som forsøger at seponere tuben.
Jeg tager mange ting med hjem efter denne tur, men mest af alt en personlig og faglig udvikling. Glæden ved at løfte i flok, godt kammeratskab og fællesskab med nye mennesker. Mest fylder det nok, at man kan komme med meget viden og gode intentioner – men hvis der ikke er hænder nok til at løfte den viden ud af bøgerne og over på patienterne, så er den desværre ikke så meget værd.
Til trods for de slovakiske sygeplejerskers massive arbejdspres, var der altid hjælp at hente når der var noget vi ikke kunne finde, eller finde ud af. Personalet var for det meste også ret overbærende, når morfika regnskabet ikke stemte – og det gjorde det som hovedregel aldrig.
“Deres trætte øjne og det kram jeg fik af en grædende sygeplejerske da vi forlod missionen glemmer jeg aldrig”.
