Annette Lindahl, sygeplejerske med klinisk specialfunktion, Intensivafdelingen, vandt prisen for bedste poster på årets sygeplejesymposium, på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i København den 2. juni 2021. Af Iben Tousgaard, redaktør, Dråbe-Nyt.
Baggrund:
Det intensive speciale, og i særdeleshed respiratorbehandling, fik medieomtale og politisk bevågenhed i et omfang som sjældent er set før, da Coronapandemien ramte Danmark i foråret 2020. På kort tid blev hverdagen på såvel hospitalerne, som i samfundet vendt på hovedet. I hospitalssengene lå borgere indlagt med Corona, en sygdom vi som personale havde forberedt os bedst muligt på at møde. Hospitalsafsnit blev etableret, antal af senge blev opjusteret og personale blev forflyttet til afdelinger, hvor nye arbejdsopgaver hurtigt skulle tillæres.
Introduktion:
På intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital (BBH) modtog vi sygeplejersker fra andre afdelinger. Personale, som muliggjorde at vi kunne åbne flere senge og give pleje og behandling til flere kritisk syge patienter med Corona. Patienternes kritiske tilstand krævede personalets konstante tilstedeværelse på stuen. Således var sygeplejersken medisoleret og derved iført værnemidler størstedelen af arbejdstiden. Pauser og tiden uden værnemidler gik på skift mellem personalet, hvorved vi ikke sjældent gik en arbejdsdag igennem, uden at have set og mødt sygeplejersker fra andre afdelinger uden værnemidler på. På kort tid og uden at vide hvordan hinanden så ud, skulle al form for kommunikation sygeplejerskerne imellem, foregå gennem et filter af værnemidler.
Gennem præcis samme filter – plastikkittel, beskyttelsesbriller og maske, skulle patienterne nu forholde sig til sygeplejerskerne. Patienterne var indlagt i en tid, hvor samfundet syntes ukendt, hvor verden syntes fjern og hvor sundhedssystemet efter bedste evne forandrede, tilpassede og oprustede sig til sygdommen alle talte om. En tid der kunne opleves både kaotisk og utryg (1).
Netop i patientens kritiske fase af livet, mødte de sygeplejersken iført værnemidler, der kun efterlod øjnene synlige og derved potentielt kunne besværliggøre det helt centrale i sygeplejen, nemlig etablering af relationen mellem sygeplejersken og patienten (3). Sygeplejerskernes kommunikationsmuligheder syntes indskrænket af det ekstra uniformslag. Den nonverbale kommunikation og dermed sygeplejerskernes evne til at udtrykke sig nuanceret og mangfoldig, blev yderst besværliggjort. Patienterne måtte i højere grad adskille personalet på øjnene, gangarten og stemmen. Gestikken og mimikken blev skjult bag store masker og duggede beskyttelsesbriller, hvilket kunne skabe en distance mellem sygeplejersken og patienten.
- Det interessante er hvordan patienterne oplevede denne tid. Hvilken betydning patienterne tillagde værnemidlerne og hvordan kommunikationen var, med sygeplejersken iført værnemidler?
Formål:
Artiklen er skrevet på baggrund af et udviklingsprojekt med det formål at belyse, hvordan patienten oplevede kommunikationen med intensivsygeplejersken iført værnemidler.
Metode:
Der blev anvendt en fænomenologisk hermeneutisk tilgang. Patienterne blev udvalgt på baggrund af deres sygdomsforløb på intensivafdelingen, ud fra ønsket om at inkludere patienter, der havde modtaget respiratorbehandling og patienter der havde klaret sig uden respiratorbehandling. Deres indlæggelse på intensiv skulle være over 7 dage og patienterne skulle tale og forstå dansk. Patienterne var indlagt i perioden december 2020 – januar 2021.
I perioden marts-april 2021 blev der foretaget to semistrukturerede telefoninterviews og et interview med fysisk fremmøde. Interviewene blev foretaget af forfatterne, der samtidig tog noter undervejs. Interviewguiden tog udgangspunkt i følgende 3 punkter:
– patientens oplevelse af kommunikationen med intensivsygeplejersken iført værnemidler,
-værnemidlernes betydning for kontakten til sygeplejersken og
-isolationens indflydelse på patienternes velbefindende.
Der blev stillet åbne spørgsmål, med mulighed for uddybende spørgsmål undervejs. Data blev analyseret og tematiseret ved brug af Graneheim og Lundmans kvalitative indholdsanalyse, hvor de meningsbærende enheder i teksten kondenseres, med det formål at forkorte teksten samtidig med, at indholdet bibeholdes. Herefter kodes og grupperes meningsenhederne, hvorved subtemaer og temaer fremkommer (2). Fremstilling af resultater underbygges af patientcitater.
Resultater:
Af interviewene fremkom 3 centrale temaer som her gennemgås.
1. Patientens oplevelse af værnemidlernes betydning for sygeplejersken
Værnemidlerne beskrives som ”syret” ”det var som at være på en rumstation”. Personalet lignede ”bøhmænd” i ”det sjove tøj”. Patienterne havde en forestilling om, hvordan det var for sygeplejerskerne at have værnemidler på. De beskriver det som værende ”et mareridt” og ”et voldsomt handikap” for sygeplejerskerne at have isolationstøjet på. Især nævnes det ”ikke at kunne tække vejret ordentligt” samt at ”de var frygtelig hæmmede i deres bevægelser” som værende det værste for sygeplejerskerne. Det var dog først da deres pårørende, det velkendte udefra, kom ind på stuen iført værnemidler og fortalte hvordan det var at have det på, at patienterne tænkte over at sygeplejerskerne også var iført værnemidlerne. Det var således en efterrationalisering mere end en oplevelse under indlæggelsen. Alle patienterne fortæller at personalet aldrig klagede over, at skulle have værnemidler på, men at der var lettelse over at skulle til pause og have isolationstøjet af. Patienterne siger ”de rev dragten af… så kunne jeg se deres ansigt. Det var rart. Jeg kiggede altid”.
2. Oplevelsen af værnemidlerne som en stressende, men nødvendig forudsætning for indlæggelsen
Udfordringer med at genkende og adskille sygeplejerskerne fra hinanden går igennem alle tre interviews. Patienterne nævner, at alle var gode til at præsentere sig med navn, men at det hurtigt blev glemt og at de derfor måtte adskille og genkende sygeplejerskerne på øjnene, stemmen, højde og drøjde.
”man havde måske et navn… man kunne jo ikke se ansigtet”, ”jeg kunne ikke genkende nogen, jeg kunne høre på stemmen at vi havde haft kontakt før”.
For to af patienterne havde det ingen større betydning at de ikke kunne genkende sygeplejersken, ”man kan sige meget med øjnene” og ”man måtte bare acceptere at man ikke vidste hvem der svarede”. Det beskrives at sygeplejerskens måde at agere på i de enkelte situationer havde større betydning for patienten, end det at de rent faktisk kunne se hvem de fik hjælp af. Patienterne følte sig i trygge hænder, idet de altid fik hvad de havde brug for. En af patienterne tillagde værnemidlernes begrænsning for genkendelse af sygeplejersken stor betydning for oplevelsen af trygheden. Patienten beskriver hvordan det personlige møde og ansigtet har stor betydning for det relationelle. Det stressede og førte til utryghed, at der ikke var vished om, hvilken sygeplejerske der var omkring ham.
Alle tre patienter var enige om, at værnemidlerne var en nødvendighed. ”I sygeplejersker var jo beskyttet for jeres egen skyld. Jeg havde jo ikke maske på”. De beskriver hvordan værnemidlerne er en forudsætning for deres indlæggelse samt at det var en arbejdsbetingelse for sygeplejerskerne og det øvrige personale. Patienterne udtrykker stor taknemmelighed overfor personalet og er ”imponeret over at I gad”.
3. Sygeplejerskernes konstante fysiske tilstedeværelse på stuen – et spændingsfelt mellem tryghed og forstyrrelse
Patienterne beskrev hvordan sygeplejerskernes store tilgængelighed gav dem følelsen af, at være i trygge hænder og af, at nogen holdt øje med dem. ”I var der altid, det var dejligt” ”jeg har på intet tidspunkt været bange… jeg har været fuldstændig tryg”. Patienterne fortæller, at der altid var én man kunne spørge om hjælp og stille spørgsmål til. Oplevelsen af at blive imødekommet af en sygeplejerske, gjorde dem trygge. ”Når man kontakter én, fik man altid positivt svar igen” og ”jeg fik god information, både de dage hvor det gik godt, men også når det gik rigtig skidt”.
En patient beskriver ligeledes hvordan sygeplejersken, selv i en travl periode, ikke glemte at give ham den is han bad om. Patienterne beskriver at sygeplejerskens konstante tilstedeværelse var en nødvendighed, idet udstyr, alarmer og patientens tilstand krævede, at sygeplejersken ”hele tiden var der” og ”der skete hele tiden noget. Det var nødvendigt at I var der”. Dog har tilstedeværelsen af sygeplejersken samt udstyr og alarmer også været forstyrrende for patienterne, som alle nævner at nattesøvnen blev afbrudt. ”jeg mindes ikke at jeg har sovet en uafbrudt nattesøvn” og ”I skulle jo noget hele tiden”.
Konklusion:
Sygeplejerskens måde at agere på, kommunikere på samt være imødekommende overfor patientens behov, synes at have stor betydning for patienten. Det faktum at patienten ikke kan se og genkende og adskille sygeplejerskerne fra hinanden, kan opleves stressende og føre til utryghed. Dog anses isolation og dermed personalets værnemidler som en nødvendig forudsætning for indlæggelsen med Corona.
| Faktaboks: |
| Intensiv afdeling På BFH er en almen intensiv afdeling med 12 senge. Under Coronapandemien var der udvidet til 23 senge. |
| Der har været indlagt 161 Covid patienter og 71 af dem har modtaget respiratorbehandling. |
| Afdelingen modtog hjælp fra over 100 sygeplejersker fra andre specialer, primært fra anæstesien, opvågningen og Intermediært afsnit, men også sygeplejersker fra andre afdelinger på hospitalet, var en tur forbi intensiv afdelingen. |
Referencer:
- Bjældager MO, Kølbæk CØ., Indlæggelse i isolation med COVID-19, Patienters og personales oplevelser af isolationsindlæggelser som følge af COVID-19 i Region Hovedstaden. 2020
- Graneheim UH, Lundman B., Qualitative content analysis in nursing research: concepts, procedures and measures to achieve trustworthiness. Nurse Education Today 2004; 24: 105-112
- Kanaris C. Moral distress in the intensive care unit during the pandemic: The burden of dying alone. Intensive Care Med. Online 13. August 2020.
