25 års jubilæum for specialuddannelsen i intensiv sygepleje

Oprettelse af specialuddannelsen i intensiv sygepleje blev fejret den 1. juni.

Skrevet af: Ann Jorry Liljegren, Uddannelseskonsulent, Koncern HR, Region Syddanmark

Udsigt fra Hotel Severin på den første sommerdag

25 års jubilæet blev afholdt på Hotel Severin i Middelfart, og der var deltagelse af 195 intensivsygeplejersker og ledere fra de fem regioner.

Som repræsentant fra arbejdsgruppen bød Chefsygeplejerske Charlotte Illum, Rigshospitalet, velkommen til jubilæumsdagen og overgav ordet til den nuværende formand for Specialuddannelsesrådet, Chefsygeplejerske Susanne Kloster, Vejle Sygehus.

Susanne Kloster gav et historisk rids af uddannelsen, fra cirkulære til en bekendtgørelse og til en national uddannelsesordning, og i løbet af de 25 år har regionerne samlet uddannet 4421 intensivsygeplejersker.

Herefter var der et oplæg fra en patient Ib og hustru Anette, som selv er sygeplejerske. Ib havde et coronaforløb tilbage i 2020 og de fortalte om dels at være patient på Rigshospitalet og dels oplevelsen som pårørende.

Ib og Anette fortalte om deres oplevelse af et Intensivt forløb

Det var et meget bevægende oplæg, som satte mange tanker i gang i forhold til intensiv terapi. Ib havde et meget langt forløb, med mange komplikationer, og et langt genoptræningsforløb.

I dag, nu to år efter, er han fortsat præget af træthed, har begrænset lungekapacitet (50%), hvilket er begrænsende i forhold til livet før.

De efterfølgende spørgsmål til ægteparret omhandlede bl.a. Ib’s oplevelse af delirium.

 

 

Det næste oplæg var Lone Simonsen, Professor, institut for naturvidenskab og miljø, Roskilde. Lone fremkom med refleksioner over COVID-19 pandemien. Der findes 700.000 epidemier som lurer. Heldigvis kommer alle ikke i udbrud, og fra COVID-19 kan der drages paralleller til den spanske syge i 1918, specielt i København. Globalt har der været ca. 15.000.000 dødsfald relateret til  COVID-19.

Lone talte endvidere om Lock Down-perioden, hvor 10% smitter 80% af videresmittede – også kendt som superspredere og begrænsning af superspredning er en akilleshæl.

Vi har gjort indsatser på mange områder, så som masker, sprit og holden afstand, og da vaccine blev en mulighed gav det alt sammen mulighed for et mere åbent samfund. I dag er over 80% af den danske befolkning vaccineret.

Fremtiden vil nok være at sikre en høj vaccinedækning og dermed opnå robust immunitet i samfundet i forhold til en COVID-19 hybrid.

Formiddagen blev afsluttet med indlæg af Jacob Birkler, filosof, forfatter og debattør. Jacob talte om at være i uforudsigeligheden som menneske og bevare modet.

Birkler filosoferede blandt andet over ”sagen”,  ”Hvad er sagen?  –  Ja det er omsorgen” Han udtrykte også at der bør være en agtelse for sagen – at fagligheden og sagligheden er essentiel. Endvidere at menneskesyn og identifikation er vigtigt. Han påstod at omsorgen ligger underdrejet i forhold til behandlingen. Hvor er omsorgsperspektivet og umiddelbarheden?

Han stillede spørgsmålet, “Er patienten en man kigger på eller klikker på?” og “Hvordan logger man på patienten?”

Oplægget gav stof til eftertanke.

Efter frokost indtog Janne Wind, sanger, podiet med temaet “syng dig glad”.

Der blev sunget igennem på fem dejlige sange og vi sluttede af med “Lyse nætter”, så taget var ved at lette på Severin.

 

 

 

Sidste indslag var ”Landet rundt”, med sygeplejersker der fremlagde nogle af de projekter som de brænder for:

  • Marie Collet, Klinisk sygeplejespecialist ph.d. stud. Rigshospitalet, fortalte om delirium i ICU.
  • Camilla Bekker, Klinisk sygeplejespecialist hos SUH, skildrede delirium aftenraid aftercare, PICS.
  • Stine Rom Vestergaard, Projektsygeplejerske Aalborg Universitetshospital, berettede om CRIC, et iltstudie med 3000 patienter.
  • Anna Holm, Institut for Klinisk Medicin, Århus Universitetshospital, fortalte om kommunikationsintervention til at understøtte kommunikationen mellem respiratorpatient og sygeplejerske på ITA.
  • Lene Lehmkuhl, Uddannelses- og udviklingssygeplejerske hos OUH, afsluttede med et igangværende projekt To move ICU, hvor tidlig mobilisering er vigtigt.

Dagen igennem havde der været mulighed for at se på forskellige posters og dagen blev  afsluttet med afstemning og kåring af bedste poster: Implementering af MyGuides og MySkills på Intensiv af Maja Munck, Anne Marie Lynge, Lene Lemkuhl og Susanne Olsen, OUH/Svendborg sygehus.

Artiklen er redigeret af intensiv sygeplejerske, faglig redaktør, Gitte Høj.

Annonce
Tidligere artikelSommerhilsen fra Redaktionen
Næste artikelEn anæstesisygeplejerske og en sygeplejerske ansat på en anæstesiafdeling er ikke det samme