Skrevet af: Lena Viborg, Anæstesisygeplejerske, Vejle Sygehus
WOW… – hvor var det en fantastisk dag og hvor var jeg heldig at komme med!!! Tænk at være samlet over 300 mennesker, der alle er dedikeret til børn og unge, og interesseret i at gøre det endnu bedre, for dem der måtte have brug for diverse smertefulde indgreb på vores sygehuse. Det engagement, de to undervisere udviste var formidabelt og helt unikt og det strålede ud i salen. Jeg er kæmpe fan af de to og hvor kunne det være fantastisk, hvis alle sygehuse havde en Piet og Baruch til at give gode ideer og inspirere, – til at tænke nyt og anderledes. De fik deres arbejde med de angste børn, til at se så let og legende ud. Jeg er ganske sikker på at alle deltagerene, ville hjem og afprøve flere ideer og udforske tilgangen til barnet.
Jeg var så heldig at vinde min billet, gennem en konkurrence i Dråbe-Nyt på facebook. Faktisk havde jeg til min MUS samtale i juli måned, skrevet netop dette kursus på som et ønske. Jeg tror, at der var en højere mening med at jeg vandt.
Jeg arbejder til dagligt som anæstesisygeplejerske på Vejle sygehus. Her har vi ca. 470 børneanæstesier årligt. Størstedelen er øre-, næse-, hals-børn, men også en del urologiske indgreb. Hos de mindre børn (under 10 år), er det børnelægerne der “har hovedet” og hos de lidt større børn, bliver det ofte uddelegeret til os ansætesisygeplejersker, at indlede, vedligeholde og vække barnet. Der er ingen tvivl, om at det kræver noget helt særligt, at skulle bedøve et barn. Vi må som specialuddannet sundhedspersonale, ofte bevæge os i en verden der konstant er præget af effektivitet og hvor der ofte ikke er tid eller rum til at tage det lidt mere roligt og “se barnet” og hvad det enkelte har brug for.
Det der gjorde mest indtryk på mig, var en kombination af de to foredragsholderes engagement og deres stærke tro på, at det kan gøres bedre, for hvert barn de møder. At ingen børn skal holdes fast, uanset hvor vigtig proceduren er. For er den smertefulde procedure, virkelig nødvendig? Det må være en overvejelse og afvejning, hver gang et barn skal gennemgå en smertefuld eller ukendt procedure, selvfølgelig i sammenråd med forældre og den afdeling der skal foretage indgrebet. Kan vi ikke blive meget bedre til at indvolvere barnet og forældrene, end vi i forvejen er? På “mit” sygheus er vi rigtig godt med og jeg er stolt over at være end en del af en specialuddannet gruppe, der hver gang et barn eller ungt mennekse skal bedøves, tager udgangspunkt i den enkelte.
Undervejs præsenterede Leroy og Krauss en model man kan anvende i forbindelse med tilrettelæggelse og udførelse af pædiatriske procedurer, med 7 punkter man bør gennemgå
- Reading the Procedure
- Prevention
- Psychology
- Pain management
- Procedural sedation
- Proces
- Post procedural care
Og så var der Sofie!! Hold nu op et sejt ungt mennekse, der kæmper en stort slag mod kræften. Det var meget inspirende, at høre hendes historie om hvad der virker, når man som hende har været i “vores” system som syg. På “mit” sygehus, har vi “drop ind”. Et ambulatorium, der kun anlægger pvk med ultralyd, til de patienter der har brug for en IV adgang til kemo og hvor det begynder at blive en udfordring, for de almindelige sygeplejersker, at finde et egnet kar at anlægge et pvk i. Hendes historie, vil jeg helt sikkert give videre til de af mine kolegaer der har med denne katagori af patienter at gøre. At hun så også sang nogle smukke sange, som hun selv havde skrevet og komponeret, toppede hendes historie af. Det var meget rørende og smukt.
TAK for en fantastisk og lærerig dag.
Louise Linding
