Hold fast i din mentale sundhed og trivsel under coronakrisen

Sådan lød titlen på det højaktuelle webinar, FSAIO indbød sine medlemmer til at deltage i tilbage i februar og marts. Hvad emnevalg angik, havde FSAIO ramt plet; den store tilslutning talte for sig selv. Jeg selv var en af de heldige deltagere, og følte mig bagefter bedre påklædt til, at forstå vores egne reaktion og frustrationer når vi bliver pressede.

Hvem er Center for Mental Robusthed
Eva Hertz, psykolog, Ph. d. og stifter af Center for Mental Robusthed. Hun har mere end 25 års erfaring som klinisk psykolog, underviser, oplægsholder og forfatter til artikler og bøger om robusthed.

Ifølge foredragsholderen, Eva Hertz, er robusthed en psykologisk færdighed, som hjælper os til at navigere og trives i en hverdag med forandringer. Og vi kan alle være enige om, at Covid-19 har medført daglige forandringer i sundhedsvæsnet! Vi skal både forholde os til nye arbejdsområder, til nye kolleger, til nye omgivelser og nye måder at udføre sygepleje på. Samtidig frygter vi at begå fejl, som kan koste patienter livet og skal tilmed være bekymrede for blive smittet med Covid-19. Alle sammen faktorer, der sætter vores mentale sundhed under pres.

På webinaret blev vi bl.a. præsenteret for forhold, som forudsætter en fastholdelse af den mentale sundhed. Et af dem var Indflydelse på vores arbejdsliv, hvilket for mange sættes ud af spil ved overflytning til andre opgaver.

Et andet var Forudsigelighed, som blev til Uforudsigelighed med hensyn til arbejdstider og arbejdssted. Behovet for Social støtte er også et vigtigt element i bevarelsen af den mentale sundhed, et behov der kan være særlig svært at få opfyldt blandt nye kolleger og underlagt de generelle restriktioner.

Webinaret gav os råd om, hvordan vi kunne imødegå sådanne udfordringer. Bland andet ved at fokusere og forsøge at holde fast i det vi kan kontrollere. Tale med vores leder om at blive inddraget i planerne. Prioritere og efterspørge social støtte fra kollegerne, og ikke mindst at respektere vore egne grænser.

Vores robusthed er, som nævnt, en færdighed, der hjælper os i en hverdag med forandringer, og robustheden påvirkes af flere faktorer, som også er i spil under Covid-19. Her kan nævnes overordnede faktorer som for eksempel Tænkning og Problemløsning, der påvirkes i en presset situation. I stedet for at reflektere og bruge vore analytiske evner, vælger vi at bruge mavefornemmelsen, som ikke er pålidelig i pressede situationer. Vi kan også havne i tankefælder, der kan karakteriseres som kognitiv forvrængning, hvor vi f.eks. konkluderer uden at have beviser. Eller vi kan få tunnelsyn – og risikere, at overse vigtige muligheder.

Skrevet af Faglig Redaktør i Dråbe-Nyt, og intensivsygeplejerske, Gitte Høj.

Mange vil måske tænke på webinars som en nødløsning, men de kan også have deres fordele. På dette webinar med break-outs, blev deltagerne inddelt i grupper og fik derved mulighed for, at dele tanker og erfaringer på tværs af specialer og regioner.

Som nævnt, følte jeg mig hele vejen igennem rigtig godt underholdt, og kan kun give mine varmeste anbefalinger videre til andre medlemmer om, at deltage i FSAIOs webinarer når muligheden byder sig.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Annonce