Anette Kaagaard Kristensen indledte symposiet med at rette opmærksomheden på Hazing af nyankomne i sygeplejen. Arbejdsplads hazing er en bekostelig socialiseringstaktik, der initierer nyansattes tilpasning til arbejdsgruppen. Hazing repræsenterer en uofficiel adfærd, som ikke udgør en del af medarbejderens tildelte arbejdsopgaver. Således kan hazing være en nedværdigende, overdrevne og ikke grupperelevante forberedelser, som sigter mod inklusion af de rette og ophører derfor ved gruppeaccept (eller exit). Det er kun nyankomne som er omfattet af hazing, hvorfor det kun er midlertidigt (ca. det første ½ år). Hazing er en metode til at udvise tolerance for nyankomne – som fx: Du skal ikke være sart; du skal bevise, at du fortjener respekt! og du skal acceptere ulighed i rettigheder. Konsekvenser af hazing kan være følelsen af at være udelukket og ignoreret, hvilket skader udvikling af professionelt selvværd og identitet. Følelse af flovhed og skam. Ydmyget og uretfærdig behandlet som medfører stress og depressionstegn. Tab af tilhørsforhold til arbejdsgruppen som medfører at der indtages en negativ indstilling til organisationen. Lav relationel kvalitet, som kan resultere i exit tanker.
Efterfølgende satte Maria Joost fokus på The Pause – et minut i stilhed ved hjertestop med dødelig udgang. Udgangspunktet for projektet var oplevelsen af at kunne stå til et hjertestop uden at blive påvirket af, at én er død. Inspirationen kommer bl.a. fra bogen ”Medfølelsens pris” af Per Isdal
, og handler om at omtale patienten som et menneske – et relationelt menneske. Gennem interviews afdækkes, at det kan opfattes som et religiøst tiltag at foreslå ”The Pause”, og der kan være berøringsangst i forhold til at tage initiativ til ”The Pause”. Det anses for en enkelt metode, som dels anerkender patienten men også personen som har medvirket til genoplivning. Det kræver mod at afholde ”The Pause”, og den fremmer respektfuldhed og en anerkender kultur. Status på Roskilde Sygehus er, at der fortsat bliver taget initiativ – men ikke hver gang. Initiativet tages af ofte af anæstesisygeplejersken eller den sygeplejerske som kender patienten.
Sally Wisborg holdt oplæg om Hvordan oplever AN-Kursister simulationstræning – og hvordan kan denne viden anvendes, så kursisternes læreproces understøttes. Udgangspunkter var indførsel af simulationstræning i uddannelsen, hvor kursisterne kommer med forskellige baggrund. Læreprocesserne understøttes bl.a. ved at der er god introduktion af 1. simulationsdag, og de samme grupper bibeholdes under de 3 første dage. Det er vigtigt at der ikke er én skjult dagsorden, brugen af timeouts er italesat samt at der er observatører under scenariet. Det har desuden betydning hvordan gruppen placeres under debriefing samt, at accept af tavshed skaber rum for meta-kommunikation.
Jakob Brændgaard Løyche holdt et oplæg om Kompetenceudvikling og kompetencevedligehold for anæstesisygeplejersker. Hospitalsenhed Vest indførte i 2020 videnskort, som kan tilgås via en app, således at alt er samlet ét sted. Hvert kort indeholder foruden faglig viden – også reflektionsspørgsmål. Udfordring har bl.a været manglende tid til refleksion, tid til facilitering hvilket skal ”groundes” i afdelingen. Et vigtigt budskab for at dét kan lykkedes er den ledelsesmæssige opbakning.
Anne Therese Grønbæk Bauer delte viden om Anæstesi til patienter som er i behandling for demens med Acetylkolinesterasehæmmere – overvejelser om per- og postoperative komplikationer. De anvendte Acetylkolinesterasehæmmere er bl.a Donepezil, Rivastigmin eller Galantamin. Demens er den 4. hyppigste dødsårsag i DK. Symptomerne på demens skyldes omfattende celledød i bestemte nuclei i cerebrum, som producerer acetylkolin. Acetylkolin er en af de vigtigste neurotransmittere, der virker i det centrale frontale system. Dette cellehenfald resulterer i en række peroperative komplikationer da anæstesien har indvirkning på den kolinerge transmission og virker ved at binde muskarine og nikotine receptorer. Det er de fleste lægemidler, der administreres under anæstesi der interagerer med både nikotine- og muskarine-receptorer. Der findes ingen rekommandationer om pausering, og der er mangel på evidens indenfor området. Af postoperative komplikationer nævnes bl.a. centralt antikolignergt syndrom (CAS) hvor symptomerne varierer fra agitation til koma. De hyperaktive manifestationer karakteriseres ved agitation, hallucinationer, delir, kramper og ataksi. Stilles diagnosen CAS er førstevalget til behandling Physostigmin, som virker ved at passere blod-hjerne barrieren og hæmme acetylkolin, således deprimering af CNS ophæves. Der kan gives Robinul® forud for induktion (Bolus på 0.02 mg kg efterfulgt af 0.01 mg kg/time).
Forebyggelse af perioperativ utilsigtet hypotermi – hvilke faktorer påvirker anæstesisygeplejerskens compliance blev belyst af Carina Langmann Hansen. ”The Million dollar question” hvorfor er fokus på hypotermi forebyggelse stadig utilstrækkeligt når vi ved, at dét har dårligt outcomes for patienterne og det største fald i temperatur på 1- 1,5 C sker indenfor den første time. Undersøgelsen belyser hvilke faktorer der påvirker anæstesisygeplejerskens compliance. Der synes at være en antagelsen om, at efterlevelse af retningslinjerne ikke er så vigtigt i specialet. Kultur og normer i afdelingen (disse går i arv), samt manglende hensigtsmæssigt udstyr til at temperaturmonitorere.
Johanne Cornelie Arnbjørn inspirerede med et oplæg om TCI VS MCI af Propofol hos patienter til robotassisteret lap. Kirurgi. Undersøgelsesspørgsmålet var forskel mellem MCI (manually‐controlled infusion og TCI (Target Controlled Infusion) i forhold til bl.a. Propofol total dosis, opvågningstider og PONV. Resultaterne er endnu ikke publiceret men forskellen mellem Propofol doser har mindre betydning for, at TCI gruppen i gns var 66 min. kortere på opvågningen. Der blev adm. 4125 mikrogr. mere Remifentanil i MCI-gruppen sammenlignet med TCI-gruppen. Fentanyl forbruget var i gennemsnit højere for TCI-gruppen.
Italesættelse af omsorg i anæstesisygeplejen – har vi ét fælles sprog? ..spurgte Iben Kragh, som satte fokus på den usynlige anæstesisygepleje. Undersøgelsen belyste hvordan de nyuddannede anæstesisygeplejerskers fagidentitet dannes. Der blev gjort 4 fund om fagidentitet – de seje anæstesisygeplejersker; kampen om anerkendelse; samskabende processer og den usynlige sygepleje – omsorgen for patienten. Bevidningsmetoden anbefales til at få et sprog frem om vores faglighed, hvilket bl.a. kan foregå gennem kliniske makkerpar. Der foregår en masse omsorgssygepleje, men vi taler ikke om det i hverdagen. Derfor er det relevant hvordan vi får omsorgen italesat og hvordan vi laver sygepleje når vi modtager patienterne. Alle nyuddannede tilbydes et proces forløb om fagidentitet – social læring. De nyuddannede vokser af anerkendelsen med hinanden.
Hussein Nassar Awada satte fokus på Akut og sent indsættende postoperativ kognitiv svækkelse efter fasttrack kirurgi – udforskning af forekomstmønstre og relaterede risikofaktorer. Spektret af postoperativt kognitive forstyrrelser kan inddeles i Emergence Delirium (2-22%), og forekommer under opvågning fra anæstesi. Postoperativ delirium (4- 65%). forekommer efter opvågning fra anæstesi indtil udskrivelse (op til 7 dage) og Postoperative kognitive dysfunktion (POCD) som forekommer i uger op til måneder efter operation. Hussein gennemgik disponerende og udløsende faktorer samt anbefalinger for screening og forebyggende tiltag. Forskningen understøtter betydningen af præventive tiltag som f.eks. Fasttrack. farmakologiske tiltag som f.eks. højdosis steroid præ opr. der kan have en beskyttende effekt, sufficient smertebehandling og lavdosis antipsykotika.
Symposiet blev afrundet med et oplæg med titlen JEG VIL IKKE! Hvordan håndterer vi barnet, som ikke kan samarbejde? Søren Walther-Larsen og Susanne Molin inspirerede med forståelse af barnet og farmakologiske og non-farmakologiske metoder for at undgå mislykket procedure og ufrivillig fastholdelse af barnet.
3 ting, som vi skal forholde os til, blev fremhævet. Herunder procedural distress, smerte ved proceduren og frygt for proceduren. Smerter er en oplevelse i hjernen, og forventninger betyder noget for smerter. Der blev givet eksempler på ”mikro-øjeblikke” hvor fokus er på frygt – tillid; distress og tab af tillid. Det at blive holdt fast mod sin vilje, er mere traumatisk for barnet end selve proceduren. Dette kan resultere i fremtidig angst og nedsat evne til at danne relationer. Forsinket udvikling af sprog og tale. Den empatiske blindhed kalder på at vi som professionelle åbner vores øjne, taler om fastholdelse som et team, tænker alternativer ind og er bevidste om hvornår det er tid til time-out.
