Julehilsen fra Redaktionen 2023

Julehilsen fra redaktionen på Dråbe-Nyt. Så er 2023 ved at rinde ud og det har været et travlt år på redaktionen. Tak til læsere, FSAIO og andre samarbejdspartnere for et godt år.

Kære Læsere

Så er 2023 ved at rinde ud og det har været et travlt år på redaktionen. Ud over FSAIO’s forårskonference, var vi heldige at deltage i Icpan konferencen i Amsterdam i september (International Collaboration of Perianaesthesia Nursing) og vi har været repræsenteret på flere symposier og fagdage i efteråret. Vi har fået mange spændende artikler i hus på baggrund af de arrangementer, vi har deltaget i og det er en fornøjelse for os at arbejde sammen med jer, om at få jeres projekter og mundtlige præsentationer forvandlet til artikler og fortællinger på Dråbe-Nyt.dk. Det er så motiverende og inspirerende at møde den store faglighed, der gennemsyrer vores 3 specialer.

Vi vil altid gerne høre fra jer med forslag til artikler og fortællinger fra jeres hverdag. Alt hvad der har interesse for dig, på dit sygehus, på din afdeling, har helt sikkert også interesse for en sygeplejerske et andet sted i landet – så del din viden – del din fortælling og lad os hjælpe dig med at udbrede din viden, dine oplevelser og din ekspertise. Om det er en rejsebeskrivelse, en afsluttende opgave, et lille forbedringsprojekt eller en forskningsartikel – vi vil gerne hjælpe dig med at udgive det på Dråbe-Nyt.dk.

Vi ønsker os fortsat at blive flere medlemmer i redaktionen. Vi er en god lille gruppe og vi har det sjovt sammen, men vi kan også være lidt sårbare, når vi kun er 4. Vi minder hinanden om, at det er frivilligt arbejde og vi lægger hver især de kræfter i det vi har tilovers og på den måde løber det rundt. Som medlem af redaktionen, får du øget mulighed for at holde dig fagligt opdateret og deltage i spændende arrangementer indenfor vores 3 specialer. Du får også chancen for at netværke både nationalt og internationalt og for at udvide/udvikle dine kompetencer inden for artikelskrivning, drift af hjemmeside og SoMe. Det vigtigste er at du har interessen – så skriv til os, hvis du kunne være interesseret – vi kan helt sikkert bruge dig.

Med denne julehilsen benytter vi også lejligheden til at varsle vores generalforsamling, som finder sted 18/3-24 i forbindelse med FSAIO’s forårskonference 18-19/3-24 på Hotel Legoland. Husk at indkomne forslag til vores vedtægter, skal være redaktionen i hænde senest 2 mdr. før – altså 18/1-24. Vi i redaktionen glæder os til at præsentere hvordan vi gennem dette år har arbejdet med vores fremtidsvision og hvordan vi vil sikre og udvikle Dråbe-Nyt.dk fremover.

Selvom det er jul, arbejder redaktionen videre med både artikler og visioner – vi ønsker jer alle en glædelig jul og et fantastisk nytår – vi ses derude i 2024!

Mange hilsner redaktionen,

Gitte, Carsten, Iben og Louise

 

 

 

Annonce
Tidligere artikelBørnesymposium Rigshospitalet
Næste artikelOptimering af Læring og Transfer