Opdateret Covid-19 platform for sygeplejersker

Vidensdeling om pleje og behandling af kritisk syge Covid-19 patienter på tværs af regioner

Af redaktionen for Dråbe-Nyt

Landets 5 regioner har produceret online undervisningsmaterialer og retningslinjer henvendt til anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejersker, der står i front omkring sygeplejen til de kritisk syge Covid-19 smittede.

Det regionale samarbejde, E-Læring I Regionerne (ELIR), har samlet alle online undervisningsmaterialer/ -videoer relateret til den kliniske sygepleje af Covid-19 patienter i én PLATFORM. Siden linker videre til de enkelte regioners initiativer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de forskellige regioner og hospitaler/sygehuse kan have forskellig fremgangsmåder ift. deres procedurer/ vejledninger.

På platformen byder Region Nord eksempelvis ind med kurser i basal luftvejshåndtering, respiratorhåndtering, tracheostomipleje, anlæggelse af ernæringssonde, ISBAR og ABCDE- gennemgang, mens Region Syd giver indsigt i deres flotte og velbearbejdede instruktionsvideoer om på- og aftagning af værnemidler. Også Region Midt lader os få indblik i deres inspirerende powerpointpræsentationer, der vedrører kompetenceudvikling af anæstesisygeplejersker til pandemi-intensive afsnit.

Platformen, der kan tilgås af alle uanset hvorfra man kommer, giver en virkelig fin introduktion til plejen af den kritisk syge Covid-19 patient, og kan varmt anbefales at kaste et blik på.

Print Friendly, PDF & Email